Registrer    
Om os › Nyheder › Danske forskere og geologer går til kamp

Danske forskere og geologer går til kamp for verdens vand

Det skal være lettere for verdens fattige at få adgang til rent vand. Nyt projekt forener geologisk viden med avancerede softwaresystemer, som kan hjælpe geologer med at kortlægge deres landes grundvand. Højteknologifonden investerer 7 millioner kroner i projektet, som trækker på viden fra DTU, GEUS og den geologiske softwarevirksomhed I•GIS A/S
 
Danske geologer er eksperter i kortlægning af grundvand. Allerede i 1990’erne udviklede de metoder til at skanne jordoverfladen og analysere data. På baggrund af de store mængder indsamlede data blev der udviklet 3D grundvandsmodeller, som er et vigtigt værktøj i håndteringen af grundvand.
 
 
Globalt er der i dag store udfordringer i at kortlægge grundvandsressourcer, hvilket giver en enestående mulighed for eksport af de metoder og værktøjer, som er udviklet i Danmark. De kan dog ikke eksporteres direkte. Geofysiker Torben Bach fra I•GIS forklarer:
 
”Lokale geologer har ofte brug for hjælp til at tolke de mange data, der skal bruges i en grundvandsmodel. Vi har stor erfaring på området i Danmark og har noget unikt at tilbyde. Problemet opstår, når de lokale geologer møder de danske metoder og teknikker. Knappe ressourcer, manglende erfaring og store geografiske områder og deraf enorme datamængder gør det nødvendigt at tænke nyt.”
 
Nytænkningen er et softwareprogram, der kan lagre den geologiske viden, som en ekspert har. Den kan f.eks. anvendes til at assistere en geolog med mindre viden til at hurtigt at bygge geologiske modeller af høj kvalitet. Hvis en eksempelvis thailandsk geolog indtaster sine lokale data i programmet, vil det begynde at søge eksempler på lignende data. Hvis programmet finder et mønster, kan det foreslå en geologisk model, der passer til. Der er således tale om en form for skabelon, som kan udfyldes. Jo flere data, jo mere fintunet bliver modellen.
 
 
Dette kan hjælpe mindre erfarne geologer, men vil også gøre det hurtigere og enklere at tolke meget store områder geologisk korrekt. Det kan have en stor betydning i regioner, hvor økonomien er trang, eller den nødvendige ekspertise er knap.
 
”Set fra vores synspunkt er det både fagligt interessant og samtidigt personligt tilfredsstillende, at kunne omsætte vore teorier til konkrete, målbare resultater, der hjælper samfundet,” fortæller Thomas Mejer Hansen, lektor ved DTU.
 
Eksportpotentialet for danske rådgivere er stort på vandområdet. Det er specielt BRIC og N11 lande, der oplever udfordringer i forhold til grundvand. De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland, GEUS, er her en central indgang til de udenlandske markeder.
 
”Vi har i en årrække arbejdet med kapacitetsopbygning i flere regioner, bl.a. i Sydøstasien. Projektet vil være en værdifuld brik i arbejdet i disse områder,” siger Thomas Vangkilde-Pedersen, Statsgeolog ved GEUS.
 
”Vi forventer at kombinationen af økonomisk udvikling og et voksende problem i disse regioner, vil give den danske branche en unik chance for et nyt eksporteventyr. Vi glæder os nu til at komme i gang,” udtaler Niels-Peter Jensen, direktør ved I•GIS.



Kontaktoplysninger:
 
De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland, GEUS, 1350 København K, Seniorforsker Flemming Jørgensen, tlf. 2294 6626
Danmarks Tekniske Universitet, 2800 Kongens Lyngby, Lektor Thomas Mejer Hansen, tlf. 4142 7380
I-GIS A/S, 8240 Risskov, Torben Bach, tlf. 8731 0086
Højteknologifonden, Thomas Bjerre, tlf. 2090 3855
 
Budget: 12 millioner kr.
Højteknologifondens investering: 7 millioner kr.
Varighed: 3 år
Projektets titel: ERGO: Effective high-resolution Geological Modeling
I•GIS  -  Voldbjergvej 14A, 1. sal  -  DK-8240 Risskov  -  i-gis@i-gis.dk  -  Tlf: (+45) 87 31 00 80